Den retoriske situation
Brinkmann er af Højskolebladets live-scene på Folkemødet 2021 blevet inviteret til at snakke om temaet “Drømmekraft” hvor vinklen på emnet er: hvordan vi kan tænke stort – håbe stort – drømme stort. Afsæt for denne situation består i at Højskolebladet normalt er et fysisk blad med debatterende, formidlende og aktuelle indslag vedrørende de danske højskoler, hertil fungerer Højskolebladet Live på Folkemødet 2021 som et live-blad med både indholdsfortegnelse, hvor den første taler skitserer programmet for dagen, samt forskellige genre af “artikler” i form af taler der afholdes.
Afsenderen, Svend Brinkmann, er kendt som psykolog og forfatter, og Brinkmann har i løbet af sin karriere skrevet flere bøger som tager udgangspunkt i det at være menneske i en moderne kontekst.
Talens direkte publikum er dem der er til stede ved folkemødet, mere specifikt; de der er til stede ved Højskolebladets live-scene. Talen er, som vi ser det, ikke nået meget længere ud end til den konkrete situation som den blev holdt i, og dette har vi kunnet se ud fra antallet af visninger den har på Youtube (167 samlede visninger (pr. 06.10.2021). Til gengæld er de tilstedeværende tilhørere en bred gruppe af forskellige typer af mennesker, dog med det formodentlige samme ønske om en form for politisk engagement. Man kan derfor sige at der er tale om et relativt heterogent publikum bestående af alt fra unge til gamle som dog alligevel har det tilfælles at de er mødt op omkring én fællesinteresse; politik og demokrati.
Formålet med talen er at vende det at drømme småt til noget positivt og tilstrækkeligt. At garantere for dem der lytter at det største mål i livet først og fremmest må være at være et godt menneske, ikke et menneske med materiel succes.
Måden han griber emnet an på i situationen har den begrænsning at det ikke er den vinkel som Højskolebladet har på Drømmekraft. Omvendt bliver dog det også en fordel for Brinkmann, og han udnytter også denne; Brinkmann overrasker i stedet publikum ved at gå kontra på det forventelige.
Hvorfor er denne tale interessant?
Talen er værd at beskæftige sig med grundet dens reformative tilgang til emnet ‘drømmekraft’. Det er interessant at Brinkmann vælger at tale imod/reformere ‘drømmekraft’ som netop er det han blev inviteret til at udfolde som fænomen.
Det er interessant at overveje om de store drømme, som Brinkmann forsøger at punktere med sit ideal om at turde drømme småt, bliver endnu et eksempel på at drømme for stort.
På en måde stiller Brinkmann sig op som en ‘Rasmus-modsat’ til et arrangement der ellers lægger op til en form for over-optimisme, og det er derfor også interessant, at Brinkmann på trods af hans pessimistiske tilgang til det at vi som mennesker har uendelige muligheder, stadig fremstår jovial og sympatisk. Han fortæller os med sit modsvar at vi ikke kan alt og at vi må finde mening og glæde i det tilstrækkelige. Det lyder jo egentlig lidt kedeligt og trist, men måden han leverer emnerne på præsenterer nærmere tilgangen som en trøst. Han fortæller os at vi er gode nok som det vi er. At vi ikke behøver at jagte den helt store karriere, at tjene masser af penge eller at tage den mest prestigefyldte uddannelse. Han lægger vægt på den menneskelige succes frem for den materialistiske, og på den måde formår Brinkmann, med sit modsvar til det overoptimistiske samfundssyn, at fremstå endnu mere medmenneskelig og sympatisk.
Brugen af kontraster og retoriske spørgsmål er significant for Brinkmanns tale.
Gennemgående ses budskabet malet og tydeliggjort gennem disse sproglige figurer som også er de mest dominerende.
https://www.youtube.com/watch?v=R9sgn57Xhlk&ab_channel=H%C3%B8jskolerneiDK
Hej allesammen.
Jeg har fået fem minutter til at fortælle om, hvordan man folder sin drømmekraft ud. Det er jeg utrolig beæret over, så tak for at have fået ordet.Jeg er dog ikke helt klar over, hvorfor jeg er blevet inviteret, for jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad drømmekraft er. Men måske er det netop derfor, jeg er blevet inviteret. Jeg ved heller ikke, om I bliver så glade for at høre på det, jeg har at sige. Men nu prøver jeg.
Titlen på min tale er: Lad os tillade os at drømme småt. Så der er måske lidt en modsætning der, til hvad der lige er blevet sagt. Men lad mig prøve at forklare det.
Jeg tænkte “Det er jo nok ånden fra Herning, der taler”, men det viste sig at være Danske Gymnasiers slogan. Det er sammenslutningen af gymnasier herhjemme, og de skrev på deres hjemmeside: “Det vigtige er ikke at lære alt muligt. Det vigtige er at lære, at alt er muligt.”
Det vigtige er altså ikke at lære dansk, matematik, geografi og oldtidskundskab, men at tilegne sig et mindset, hvor man tror på sig selv og fortæller sig selv, at alt er muligt. Selvhjælpsbøgerne fortæller, at lykken er et valg. Du er din egen lykkes smed. Intet er umuligt for den, der bærer viljen i sit hjerte, sagde de engang i Robinson-ekspeditionen. For ti år siden kaldte man det ansvar for egen læring inden for pædagogikken.
Jeg drømmer om en verden, hvor vi ikke fortæller hinanden, at alt er muligt, men nok at noget er muligt. Hvor vi ikke bilder nogen ind, at der er uendelige muligheder, men nok uanede muligheder. Og hvor vi gør, hvad vi kan for at hjælpe hinanden med at ane det uanede. Det kræver mod at kaste sig ud i det ene og det andet, men det kræver også mod at erkende, at vi ikke kan gøre alt. Det kræver mod at stå ved sine begrænsninger.
Måske bliver vi aldrig den bedste udgave af os selv? Og måske kan mindre også gøre det? Måske er det godt nok at være god nok? Måske skal vi tillade os at drømme småt? Om at blive en okay udgave af sig selv, et almindeligt menneske, en sød kæreste, en venlig nabo. Men det er ikke sådanne små drømme, vi forventes at have.
“Hvad vil du være, når du bliver stor?” spørger vi børnene. Og hvis de svarer, at de vil være venlige, eftertænksomme og empatiske mennesker, bliver vi forvirrede. For vi ville jo vide, hvordan de ville sælge deres arbejdskraft. Vil de være pilot, læge eller advokat? Det er ifølge en undersøgelse de mest prestigefyldte jobs i Danmark. Og det er jo fint. Knap så fint er det, at de mindst prestigefyldte jobs er rengøringsassistent, kassedame og bygningsarbejder, som jo er akkurat lige så vigtige funktioner. Mest prestigefyldt burde det være at være dannet, demokratisk og interesseret i andre mennesker. Og det kan enhver blive, som vil det.
Jeg drømmer om et samfund, hvor det er tilladt at drømme småt, men godt. Hvor det er værdien af det, vi drømmer om, der er afgørende, og ikke kraften med hvilken vi drømmer. Hvor det er lige så værdsat at være forsigtig som at være grænseoverskridende. Hvor det er fint, at nogen sparker døren ind, men også fint at nogen reparerer de døre, der er sparket ind. Hvor vi ikke behøver at være endnu bedre udgaver af os selv hele tiden, men hvor det er godt nok at være god nok. Og det er de fleste, heldigvis.
Tak for ordet og fortsat godt folkemøde!
Det siger retorikerne
Brinkmann gør brug af mange forskellige stilistiske virkemidler i sin tale. Særligt gennemgående er brugen af retoriske spørgsmål, anaforer og kontraster som bruges som midler til at understøtte de fremlagte pointer.
Allerede i den fjerde paragraf ses brugen af det første retoriske spørgsmål (“Er det at folde sin drømmekraft ud?”) hvorefter to andre retoriske spørgsmål følger. Udover at inddrage læseren i Brinkmanns overvejelser, laver han også en triade da spørgsmålene optræder i en gruppe af tre. Brinkmann gør altså brug af interrogatio (retorisk spørgsmål) til at lade talens lyttere tage del i de overvejelser han udlægger, og det retoriske spørgsmål er et særligt effektivt retorisk kneb da det nemt kan inddrage publikum ved at opfordre til personlig refleksion over emnerne i talen.
Ift. actio-elementer (fysisk fremførelse) lægger vi mærke til hans meget afdæmpede og monotome udtryk både i hans kropslige udtryk og hans stemmebrug. Brinkmann benytter sig kun én gang af gestikulering, hvor han beskriver teksten “ALT ER MULIGT”, som står på nogle studenters t-shirts. Han bevæger sin arm vandret foran sig, for at signalere hvordan det står på trøjerne. Det er også interessant at han lige præcis her benytter sig af gestik, hvor han nævner det budskab, som han argumenterer imod. Hans mimik er også meget afdæmpet. Dog står både stemmebrug, gestik og mimik i god forlængelse af afsenders budskab – man behøver ikke at være ekstraordinær, speciel og sprudlende, hvis ikke det er det man identificerer sig med. Det er okay bare at være den, man er. En af hans bedst sælgende bøger har også titlen “Stå fast” – om dette er et tilfælde eller ej, stemmer det godt overens med hans actio (fremførelse) under talen. Han bevæger sig ikke rundt på scenen, men står fast på den samme plet, hele vejen igennem. Derudover gør han heller ikke opmærksom på sig selv ift. hans beklædning, som er meget ordinær og afdæmpet, i form af en helt almindelig sort t-shirt og sorte shorts.
Brinkmann benytter sig af mange retoriske spørgsmål, hvilket er et udmærket virkemiddel ift. at få publikum til at tænke over hvad han siger, og sætte det i kontekst. Også kontraster bruges flittigt som virkemiddel og Brinkmann lykkedes godt med fx at sammenligne store drømme med mareridt, for at skabe et stilistisk flot og klart billede af hans budskab. Derfor synes vi som skribenter og talere, at Brinkmanns tale er spændende at lade sig inspirere af. Disse sproglige stilfigurer som han benytter sig af, har til funktion at skabe klarhed, spænding og sætte tingene på spidsen. Disse kan være yderst nyttige værktøjer at have med sig i sproglige formidlinger.